Kvinder kan trygt føde hjemme
De fleste føder på hospitalet. Faktisk er det under 1 %, der vælger at føde hjemme.
- Det kan være en god ide at føde hjemme, hvis man har lyst til at være i sine egne rammer under fødslen og hvis man er sund og rask, siger formanden for de danske jordmødre, Lillian Bondo. Som også understreger at risikoen ikke er større.
- Der er store undersøgelser, der viser, at for den raske andengangsfødende med et rask barn i maven, der er det mindst ligeså sikkert at føde hjemme, siger hun.
En af grundene til at hjemmefødsler føles gode for kvinden er, at det er den samme jordemoder, der følger kvinden under hele forløbet. Sådan burde det også være ved hospitalsfødslerne.
- Det at lave et team omkring den enkelte fødende, som hun kender i forvejen, kan gøre alle steder i landet, siger Lillian Bondo.
Kilde: P3 den 09-10-09
Ny hjemmeside om prævention
Apotekerne har lavet en ny hjemmeside om prævention. Her omtales de forskellige præventionsformer, man kan teste sig selv om hvilken præventionsform, der passer en bedst. På sitet finder man også en video, der punkt for punkt forklarer og viser, hvordan man tager et kondom rigtigt på og af. Der er quizzer om prævention og fakta om sexsygdomme. Samtidig er der en brevkasse, så man kan stille spørgsmål om prævention.
www.apoteket.dk/praevention.aspx
Kilde: Helse den 10-10-09
Mere viden om gravide og influenza A
2.700 gravide kvinder i Århusområdet bliver inden for den næste uges tid inviteret til at deltage i et forskningsprojekt om influenza A. Projektet kører på Skejby Sygehus. Projektet skal give læger og jordemødre mere viden om influenza A.
- Vi vil gerne vide, hvad det betyder, når gravide får influenza A. Selv om der eksisterer forskning på området, vil vi gerne vide mere, forklarer Rikke Damkjær Maimburg, jordemoder og Ph.D. studerende med en masteruddannelse i folkesundhed (MPH). Projektet skal blandt andet give svar på, om man får et anderledes graviditets- og fødselsforløb, hvis man har haft influenza A, og om barnet udvikler sig anderledes.
Deltagerne i projektet skal føre en logbog under hele graviditeten. Her skal de skrive, om de har haft feber, om de har fået konstateret almindelig influenza eller influenza A og generelle informationer omkring deres helbred. Efterfødslen vil man tage en blodprøve fra navlestrengen for at se, om barnet har dannet antistof mod influenzaen. Ved hæleprøven to døgn efter fødslen, bliver moren bedt om at give en blodprøve. Den skal vise, om hun har haft influenza A uden at opdage det.
Kilde: Aarhus Stifttidende den 26-09-09
Ny p-pille med naturligt østrogen
Der er kommet et nyt alternativ til den gængse P-pille. En pille uden kunstige hormoner, Nu lanceres den første p-pille med kvindens eget hormon, Estradiol. Pillen hedder Qlaira. Samtidig med skal blødningen også være mindre kraftig end ved andre p-piller.
Helse.dk den 29-09-09
Gruppeterapi redder kvinder fra fødselsdepression
Århus Kommune har sammen med Mødrehjælpen, Center for Folkesundhed og psykiatrien i Region Midtjylland gennemført et projekt, hvor førstegangsfødende bliver tilbudt en screening for fødselsdepression og efterfølgende behandling med samtaleterapi i grupper. Og kvinderne vil meget gerne tage imod tilbuddet.
Professor Poul Videbech, der er ledende overlæge på Århus Universitetshospital Risskov, fortæller:
- Fødselsdepression er en lidelse, som rammer rigtig mange, men der findes i dag ingen specifikke, offentlige behandlingstilbud til kvinderne. Vores undersøgelse viser, at man kan gøre meget med få midler. En af indvendingerne er ofte, at man siger, at kvinderne ikke vil deltage i screening, især når det handler om depression. Men projektet viser, at kvinderne faktisk gerne vil deltage i screeningen. Og dem, der havde brug for hjælp, var glade for behandlingstilbuddet, og de fleste fik det bedre. Så meget bedret, at Poul Videbech mener, at det bør indføres på landsplan.
Kilde: Dagens medicin den 28-08-09
Kvinde fyret på grund af graviditet
En kvinde måtte se sin egen stilling slået op i avisen, efter at hun havde fortalt chefen, hun var gravid. Først to dage senere fik hun en fyreseddel. Nu har hun fået erstatning efter ligebehandlingsloven, efter at HK har ført hendes sag.
http://www.hk.dk/www/aktuelt/nyhedsarkiv/september_2009/kvinde_fyret_paa_grund_af_graviditet
22-09-09
Motion godt mod for tidlig fødsel
Jo mere en gravid kvinde motionerer, jo mindre er risikoen for, at hun føder for tidligt. Det viser ny forskning, som jordemoder Hanne Kristine Hegaard har lavet.
Antallet af kvinder, der føder for tidligt, er de seneste 20 år steget, og en mulig forklaring kan være mødrenes manglende motion.
Jordemor Hanne Kristine Hegaards forskning viser, at ud af 5.700 raske gravide århusianske kvinder fortsatte kun fjerdedel med at dyrke sport, da de nærmede sig midten af graviditeten, og kun hver tiende dyrkede sport i mere end tre timer om ugen. Undersøgelsen viste, at de kvinder, som motionerede jævnligt eller intenst, fødte sjældnere deres barn før uge 37 end de kvinder, der var fysisk inaktive.
Hanne Hegaard forklarer, at forklaringen kan være, at de kvinder, der dyrker motion, er raskere end de, der ikke rører sig.
Kilde: TV2 Lorry, Fyens Stifttidende og Kristeligt Dagblad den 22-09-09
Purunge piger er på p-piller
I 2008 brugte piger under 15 år næsten 1,2 millioner døgndoser p-piller. Det er en stigning på 3,4 % i forhold til 2007. Det viser nye tal fra Danmarks Apotekerforening.
Læge og formand for Folketingets Sundhedsudvalg Preben Rudiengaard er bekymret for udviklingen, fordi man griber ind i den hormonelle cyklus, og fordi p-pillerne ikke beskytter mod kønssygdomme. Det ville være bedre, hvis man lærte drengene at tage kondom på.
- Jeg kan kun opfordre til, at de praktiserende læger oplyser unge om, at der er andre måder at beskytte sig på, hvis de absolut skal have deres debut, når de er under den seksuelle lavalder, siger Preben Rudiensgaard.
Men de praktiserende læger melder hus forbi:
- Når vi udskriver recepter, kan det være af to årsager. Enten på grund af meget smertefulde menstruationer, eller også fordi pigerne går i seng med fyre. Jeg synes, vi er meget påpasselige, men vi er også nødt til at veje p-piller op i forhold til ufrivillige graviditeter, og her tror jeg, de fleste vil undgå det sidste, siger formand for de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Michael Dupont.
Kilde: Politiken den 21-09-09 og Ugeskrift for Læger den 22-09-09
Læge: Sæt kondomer på ølflaskerne
Når unge køber en øl eller en vodka-breezer på et diskotek, værtshus eller lignende, så skal de have et kondom med i købet. Det foreslår chefdistriktstlægen i Nuuk i Grønland, Jesper Olesen.
Forslaget skyldes, at alt for mange unge i Grønland bliver smittet med kønssygdomme, fordi de i beruset tilstand har ubeskyttet sex.
- Nogle vil opfatte det som en provokation, men det er et spørgsmål om sikker sex, siger han Jesper Olesen. Der skal være let adgang til kondomer, hvis de unges adfærd skal ændres.
- Vi har jo fra lægeklinikkens side sørget for, at der er meget let adgang til kondomer, hvis man kommer herned. Men det er muligt, at for at vi kan få folk til at bruge kondom i endnu højere grad, at vi skal sørge for, at der er kondomer de steder, hvor folk møder hinanden måske med henblik på senere at have sex.
Kilde: Berlingske den 22-09-09
17-09-09
Protester mod flytning af fødeafdeling
Hele personalet på fødeafdelingen og i gynækologien på Slagelse retter en hård kritik af beslutningen om, at afdelingen skal flyttes til Næstved. De opfordrer Regionsrådet til ikke at vedtage indstilling på regionsrådsmødet på torsdag.
Hvis gynækologien flyttes fra Slagelse, kommer man til at mangle disse speciallæger i forbindelse med den akut funktion, som man lige nu også er i gang med forny og bygge om.
- Jeg kan slet ikke forestille mig en akutfunktion uden et gynækologisk beredskab. Vi har et tæt samarbejde med tarmkirurgerne, for når en kvinde kommer ind med ondt i maven, kan det jo være svært at vide, om det eksempelvis er en blindtarmen eller en graviditet uden for livmoderen. Og det finder man ud af med en gynækologisk undersøgelse med ultralydscanning, og det vil ikke være der mere, hvis vi skal til Næstved, siger Bjarke Lund Sørensen, der læge og under uddannelse til speciallæge i gynækologi tilknyttet gynækologisk-obstetrisk afdeling i Slagelse.
Direktør for Sygehus Syd Svend Skov Jensen erkender at det er problematisk:
- Der er ting, som ikke kan være efter bogen. Jeg er enig i, at gynækologien hænger sammen med det akutte, og at det ikke vil være tilfredsstillende. Men hvis man i stedet samlede gynækologisk-obstetrisk afdeling i Slagelse, ville vi skulle bruge 300 millioner kroner i stedet for 24 millioner kroner på byggeri, siger Svend Skov Jensen.
Kilde: Sjællandske Medier den 22-09-09
Nybagte forældre glemmer prævention
Hver tiende abort i Danmark bliver foretaget på en kvinde, der har født inden for det seneste år.
- Kvinderne tror ofte fejlagtigt, at amningen beskytter mod at blive gravid. Mange tror ikke, at de kan blive gravide, før de har haft den første menstruation efter fødslen, forklarer Charlotte Wilken Jensen, ledende overlæge på fødeafdelingen på Roskilde Hospital.
Charlotte Wilken understreger, at det er rigtigt, at amning besværliggør graviditet. Man kan bare ikke vide, præcis hvornår man ikke længere er beskyttet. Derfor anbefaler hun nybagte forældre, at man have en fortrydelsespille liggende.
Har man ikke nogle problemer med at få mælken til at løbe til, anbefaler hun, at man bare fortsætter med at bruge den prævention, man har det bedst med. Men løber mælken ikke så let, skal man tænke sig lidt om:
- Det er østrogenet i præventionsmidlerne, der kan forhindre, at mælken løber til brysterne. Derfor skal man holde sig fra visse P-piller. De indeholder nemlig østrogen. Derimod er spiral super godt, minipiller er helt fine, og en P-stav eller lavdosis P-piller er også godt, forklarer hun.
Kilde: Berlingske den 17-09-09
Outcome ved hjemmefødsler
Canadiske forskningsartikel om outcome ved hjemmefødsler bistået af jordemødre
Læs mere i
USA Today den 03-09-09
Gravide skal næppe H1N1-vaccineres
Sundhedsstyrelsen melder nu ud, at gravide sandsynligvis alligevel ikke skal vaccineres for influenza H1N1. Det skyldes, at man ud fra nye oplysninger vurderer, at ulemperne ved at vaccinere gravide er større end fordelene. Else Smith, chef for Sundhedsstyrelsens center for forebyggelse, siger:
- Vi vil helst ikke vaccinere gravide, og med den viden vi har lige nu, hælder vi til, at vi ikke tilbyder vaccinationen til gravide. Der skal være en balance i forhold til det, man vaccinerer imod, og influenza A ser mere og mere ufarlig ud.
Else Smith understreger, at anbefalingerne kan nå at ændre sig igen, inden vaccinen bliver klar til oktober. I en pandemi-situation får man ny viden dag for dag:
- Vi tager endelig stilling til, om de gravide skal vaccineres, når vaccinen er ved at være klar. Der kan komme ny viden, men ud fra hvad vi ved lige nu, skal de gravide ikke vaccineres.
Gravide er stadig en del af den risikogruppe, der ved symptomer vil blive testet for H1N1. Der kan også være nogen gravide, fx gravide med sukkersyge, der bliver tilbudt vaccination.
Kilde: TV2 den 10-09-09 og Dagens Medicin den 11-09-09
Amning beskytter mod brystkræft
Amning reducerer risikoen for arvelig brystkræft hos kvinder før overgangsalderen, viser en ny undersøgelse fra USA. Resultaterne indikerer, at hvis der er brystkræft i familien, reducerer amning risikoen for at få brystkræft. Der blev ikke fundet forskelle på hvor mange børn, kvinderne havde ammet, eller hvor længe. Det ser ud til at hvis blot et barn var blevet ammet i en kortere periode gav det udslag. Det tilsvarende kunne ikke påvises for kvinder, hvor der ikke er brystkræft i familien.
Kilde: Videnskab.dk 18-08-2009
For lidt C-vitamin giver hjerneskader hos nyfødte
Ny forskning på LIFE (Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet) indikerer, at for lidt C-vitamin skader den mentale udvikling hos nyfødte. Undersøgelsen baserer sig på marsvin, men professor Jens Lykkesfeldt, som leder undersøgelsen, mener, at C-vitaminmangel hos gravide og ammende måske også kan føre til udviklingsforstyrrelser hos fostre og nyfødte børn.
Undersøgelsen har været bragt i The American Journal of Clinical Nutrition.
Kilde: Pressemeddelelse fra LIFE den 19-08-09
Danske læger udskriver for få upopulære p-piller
En ny registerundersøgelse, som er offentliggjort i British Medical Journal, viser, at den nyeste fjerde generation af p-piller giver 64 % højere risiko for venøse blodpropper end anden generation af p-pillerne. Tredje generation af p-pillerne indebærer ifølge undersøgelsen en øget risiko på 84 % i forhold til pillerne fra anden generation.
- Lægerne bør undgå at udskrive tredje- og fjerde-generations p-piller til piger, der er disponeret for venøse blodpropper, f.eks. når de er overvægtige. Hvis man ser på, hvor mange kvinder der er i risikogruppen for venøse blodpropper, bør nok mindst en tredjedel af pillerne være fra anden generation, siger Øjvind Lidegaard professor og leder af undersøgelsen.
Kvinderne ønsker selv de nye typer, da anden generationspillerne ofte giver kvalme, bumser og humørsvingninger.
Til gengæld kompliceres sagen af, at risikoen for mere alvorlige, men også mere sjældne, arterielle blodpropper er større for kvinder, der tager de ældre generationer af p-piller.
Undersøgelsen har ikke set på risikoen for arterielle blodpropper ved fjerde generation af p-piller. Men har de nyeste p-piller samme risikoprofil som tredje generation af pillerne, bør lægerne bl.a. undgå andengenerations p-piller til kvinder med forhøjet blodtryk, rygere og kvinder med sukkersyge, forklarer Øjvind Lidegaard.
Faglig leder af Sex & Samfunds præventions- og rådgivningsklinikker Charlotte Wilken-Jensen forklarer, at den absolutte risiko efter hendes mening stadig er så lav, at den må komme i anden række.
- Det vigtigste er at finde en p-pille, som pigerne bliver ved med at tage. Man taber alt for meget på uønskede aborter, når pigerne holder op med at tage pillerne, fordi de giver for mange bivirkninger, siger Charlotte Wilken-Jensen.
Hun frygter derfor, at aborttallet vil stige, hvis man i højere grad giver andengenerations p-pillerne. Det danske registerstudie kommer samtidigt med et stort hollandsk studie, hvis resultater ligner de danske meget. Derfor vil Lægemiddelstyrelsen til september diskutere de nye resultater med lægemiddelstyrelserne fra de øvrige europæiske lande. Ind til da ændrer Lægemiddelstyrelsen ikke på anbefalingerne til de danske læger for ordination af p-piller.
Kilde: Dagens Medicin den 21-08-09
De fire generationer
P-piller kan inddeles i fire generationer, alt efter hvilken type af hormonet gestagen de indeholder. Piller uden gestagen tilhører således hverken 1., 2., 3. eller 4. generation.
1. generation blev markedsført først og indeholder gestagentypen norethisteron. Piller af denne type sælges ikke mere i Danmark.
2. generation indeholder gestagentyperne norgestrel, levonorgestrel eller norgestimat.
3. generation indeholder gestagentyperne desogestrel og gestoden.
4. generation er pillerne Yasmin og Yasminelle, som blev introduceret i Danmark i 2001 og indeholder gestagentypen drospirenon.
Kilde: Dagens Medicin den 21-08-09
Kvinder skifter p-pillen ud med p-ringen
P-ringen, som blev indført på det danske marked i 2002, vinder større og større indpas på det danske marked, mens p-pillens andel er faldende. Det viser nye tal fra lægemiddelstyrelsen. P-pillen er dog stadig den mest populære præventionsform blandt de danske kvinder.
Professor Øjvind Lidegaard fra Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet bekræfter, at flere og flere danske kvinder vælger p-ringen som præventationsform.
- Jeg tror p-ringen er blevet så populær, fordi den er nemmere at lægge ind og nemmere at fjerne end fx p-staven, som skal indopereres af en læge, siger han.
Mads Wallentin, pressechef for Schering-Plough, som er eneste producent af p-ringen i Danmark, siger:
- Det har meget at gøre med, at den er nem at bruge, og at kvinden i modsætning til p-pillen, ikke skal huske at tage en pille hver dag.
Schering-Plough arbejder på at målrette p-ringen til specifikke grupper, som fx kvinder i overgangsalderen, som har brug for andre hormoner end unge piger.
Sex og Samfund hilser udviklingen velkommen:
- Vi udfører i Danmark, som er et p-pille land, rigtig mange aborter, der skyldes glemte p-piller. Når kvinder ikke kan huske p-pillerne, skal de tage det alvorligt, siger Charlotte Wilken, læge og faglig leder af Sex og Samfunds præventationsklinik i København.
Kilde: msn.nyheder den 21-08-09
Jeg var flov over at være en ung kvinde, som gik og småtissede i bukserne
Tema i Alt For Damerne om bækkenbund og knib.
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, mener, at sundhedsvæsenet skal tage mere ansvar for kvinders trivsel efter fødslen. Hun opfordrer til at lave efterfødselssamtaler senest fire uger efter fødslen.
- Jordemoderen kan i den forbindelse undersøge kvinden for at være sikker på, at hun har styrke og helhed i muskulaturen. Hvis der er tvivl, kan man i dag tage teknologien til hjælp og tilbyde kvinden en scanning af for eksempel ringmusklen, så man kan se, om alt er, som det skal være, siger Lillian Bondo. Lillian Bondo mener, at man skal tage det meget seriøst.
- Det handler om, at kvinder skal have mulighed for et velfungerende underliv og et lykkeligt secliv, også som 70-årige, udtaler Lillian Bondo.
Kilde: Alt for Damerne uge 33/2009
Færre danskere end forventet vil dø af H1N1
Sundhedsstyrelsen regulerer skønnet over antallet af dødsfald som følge af influenza H1N1 til under 1000. Overlæge Else Smith, forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen, vurderer, at kun ca. 20 % af den danske befolkning vil blive smittet.
Styrelsens revision skyldes det meget milde influenzaforløb i andre lande, hvor sygdommen er længere fremme.
Kilde: Dagens Medicin den 11-09-09
Gravide bekymrede over H1N1
Selvom infuenza H1N1 ikke vurderes til at være særlig farlig for ufødte. Men det er alligevel noget, der optager gravide meget. Chefjordemoder på Rigshospitalet Mette Simonsen udtaler:
- Det er noget, de spørger jordemødrene om, når de kommer til konsultationerne, hvordan de skal forholde sig. De er bekymrede, fordi der specifikt blevet nævnt, at gravide er i risikogruppen, og at mindre børn også er i risikogruppen.
Kilde: msn nyheder den 11-09-09Alle raske gravide bør træne
På en stor idrætsforskerkonference i Oslo gav den canadiske idrætsforsker Michelle Mottola fra University of Western Ontario et overblik de motionsråd for gravide. Og det er sundt at motionere under graviditeten. Hos moderen styrker motion hjerte- og kredsløbet, reducerer risikoen for åreknuder, blodsprængninger, forstoppelse og hæmorider, det holder vægten lidt i ave og kan i følge amerikansk forskning muligvis endda reducere risikoen for en fødselsdepression. Men mors motion er også godt for barnet. Amerikanske forskere pegede sidste år på, at børn af veltrænede gravide har en lidt lavere puls og dermed har en bedre "hjertefysik" end børn af mødre, der ikke har været fysisk aktive.
I Canada rådes alle gravide med uproblematiske graviditeter til at dyrke konditions- og styrketræning. Det samme råder Sundhedsstyrelse også gravide til. Sundhedsstyrelsen anbefaler 30 minutters motion dagligt ved "moderat intensitet". Men fraråder sport meget høj intensitet, hvis man ikke i forvejen er i rigtig god form. Gravide bør heller ikke dyrke risikobetonede sportsgrene som bl.a. ridning, kontaktsport- og holdsportsgrene.
Kilde: fnp.dk 02-07-09
Danger of Summer Heat for Pregnant Women
Forskere ved Ben-Gurion Universitet i Negev har påvist, at gravide er udsat for en højere risiko for insufficient fostervandsmængde i sommermånederne forårsaget af dehydrering. Forskerne har undersøgt graviditeter af kvinder med oligohydramnios, der nedkom fra maj til august i løbet af 1988-2007.
Gravide anbefales at drikke meget vand (ca. 10 glas) i løbet af sommeren og undgå direkte sol.
Kilde: BlissTree.com 30-07-09
H1N1: Gravide i særlig risiko
Nye forsøg med mus på University of Minnesota i USA indikerer, at H1N1-smittede gravide risikerer at føde børn med hjerneskade. Derfor bør gravide udvise ekstra stor forsigtighed og være meget opmærksomme på influenzasymptomer.
- I den situation bør gravide gøre deres bedste for at undgå at blive smittet af influenzaen. De er efter min opfattelse i en risikogruppe, siger ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Skejby Sygehus, professor Lars Østergaard.
De amerikanske forskeres resultater peger på, at H1N1-virus ændrer de gener, der styrer fostres hjernevækst og udvikling, så musene har forøget risiko for at udvikle fx autisme og skizofreni. Anden tidligere forskning viser, at der hos mennesker er en sammenhæng mellem skizofreni og mødre, der har været ramt af influenza under graviditeten.
- Der er grund til at holde særligt øje med gravide under en influenzaepidemi, for det er jo to individer, der kan rammes. Endvidere ved vi, at gravides immunforsvar er en smule svækket, så hvis man som gravid får mistanke om, at man er smittet, bør man straks kontakte en læge og komme i behandling med Tamiflu, siger Lars Østergaard.
Professoren har i øvrigt planer om at foretage en særlig undersøgelse af gravide i forbindelse med den forventede kommende epidemi af H1N1-influenza.
Kilde: Berlingske den 29-07-09
»Jeg ved jo heller ikke, hvad Tamiflu gør ved kroppen«
Interview med en gravid, der er nervøs for at få influenza A, da det kan resultere i at hendes barn bliver hjerneskadet.
Den gravide undrer sig over at hverken jordemorderen, som hun havde besøgt dagen forinden, eller Statens Serum Instituts hjemmeside oplyste, at hun burde passe særligt på, fordi hun var gravid.
- Jeg passer i forvejen ekstra godt på med motion og kost for at fremme den gode graviditet. Så det var ret ubehageligt at opdage, at jeg risikerer at få et autistisk barn, hvis jeg pludselig bliver ramt af sygdom. Det vil være forfærdeligt, siger hun. Hun vil nu tage kontakt til sin jordemoder og hører, hvordan hun skal forholde sig.
Selvom amerikanske forskere anbefaler forebyggende Tamiflu-behandling til alle gravide med influenzasymptomer, er den gravide i tvivl:
- Ofte bliver der pisket en stemning op, og så viser det sig, at det alligevel ikke er så slemt. Så jeg vil nok vente lidt. Jeg ved jo heller ikke, hvad Tamiflu gør ved kroppen, siger hun.
Kilde: Berlingske den 30-07-09
Figures to reveal swine flu spread
Nyere amerikansk forskning har vist, at gravide kvinder med influenza A har fire gange større sandsynlighed for at blive indlagt på hospital end medlemmer af den almene befolkning. Det tyder på, at gravide er i en risikogruppe. Derfor skal gravide sættes i behandling hurtigst muligt, hvis de har symptomer på infuenza, mener amerikanske forskere fra US Centres for Disease Control and Prevention (CDC).
Kilde: Mid Sussex Times og Daily Star den 30-07-09
Det halve USA vaccineres for H1N1
Omkring halvdelen af amerikanerne vil til efteråret få en vaccine mod Influenza A. det svarer til ca. 160 millioner mennesker.
- Hovedbudskabet er, at der er tale om halvdelen af befolkningen. Og det vil blive den yngre del af befolkningen og sundhedspersonalet, siger Kathy Neuzil fra Advisory Committee on Immunisation Practices ifølge BBC.
Hvis der ikke er vaccine nok til det vil blandt andet sundhedspersonale, gravide, børn mellem et halvt til fire år og personer, der har at gøre med børn, blive højest prioriteret.
I Danmark har Sundhedsstyrelsen købt 3,1 doser vaccine, svarende til at vaccinere 1,55 millioner danskere. Men hvem der skal vaccineres er endnu ikke afgjort. Men det vil bl.a. være personer med nedsat lungefuktion, astma, hjerte-karsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar.
I USA regner man med at kunne begynde at vaccinere fra midten af oktober, mens man i Danmark starter 1. november.
Kilde: Berlingske den 30-07-09
DF's vaccinebekymring skudt ned af eksperter
DF: Hvorfor skal alle ikke vaccineres?
DF kræver klarhed om H1N1-vaccine
Dansk Folkeparti er bekymrede for om der er bestilt vaccine nok til Danmark. I Sverige har man planlagt at vaccinerer mange flere, end man har i Danmark.
- Jeg spørger mig selv, hvorfor gør vi ikke som i Sverige, hvor alle bliver vaccineret? Hvorfor kører vi på en discountmodel, hvor det kun er udsatte grupper, der skal vaccineres? spørger Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard.
Men Statens Serum Institut og sundhedsstyrelsen maner til besindighed. Der kan gå op til 25 uger fra leveringen af den første portion vaccine til den sidste. Og til den tid forudser overlæge og afdelingschef på Statens Seruminstitut, Kåre Mølbak, at epidemien vil være ovre.
- Derfor vil alle lande, uanset hvilken strategi de har lagt, blive nødt til at prioritere, hvem der skal vaccineres først. Og i realitetens verden tror jeg ikke, at Sverige når at få vaccineret en større del af befolkningen, end vi gør, sagde han.
Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen bakker forskerne op og siger:
- Sundhedsmyndighederne arbejder på højtryk og har hele tiden haft fuldstændig styr på situationen. Derudover er eksempelvis Sundhedsstyrelsen hver eneste dag ude med interview og facts om influenzaen. Det er ikke et arbejde, vi som politikere skal blande os i, for det har de færreste af os vist ret meget forstand på, skriver Jacob Axel Nielsen.
Kilde: Berlingske, Politiken og
JyllandsPosten den 31-07-09
Læs mere
Du kan læse om influenza A (H1N1)v på Sundhedsstyrelsens og Statens Serum Instituts hjemmesider.
Flere aviser har lavet temaer om influenza A:
Berlingske
JyllandsPosten
Så er der bedre barsel for lesbiske
Fra 1. juli bliver loven adoptionsloven ændret, så lesbiske medmødre allerede fra fødslen kan adoptere sin partners barn. Derved kan medmødre få de to ugers barsel, som fædre har. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er meget glad for de nye retningslinjer.
- Det er et stort skridt i den rigtige retning. Det løser nogle rigtig store praktiske problemer for de lesbiske medmødre. Før kunne de først adoptere og blive forældre tre måneder efter barnets fødsel og kunne ikke få barselsorlov. Nu er de mere sidestillet med fædrene, siger talsmand for landsforeningen, Søren Laursen.
Lovændringen gælder kun i registrerede partnerskaber, hvor inseminationen er foretaget med anonym donorsæd. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske ærgrer sig over, at den lesbiske partner stadig gå via adoptionsloven for at få forældremyndigheden.
- Det ærgrer mig, at man ikke har ryddet helt op i loven. Hvorfor skal man stadig bruge adoptionsloven? Lesbiske skal gennem stedbørnsadoption, som indeholder en masse regler, påpeger Søren Laursen.
Kilde: JyllandsPosten den 26-06-09
Kejsersnit ændrer barnets arvemasse
Et forskerhold ved Karolinska Institut i Stockholm mener, at have fundet årsagen til at børn født ved kejsersnit har en øget risiko for en række sygdomme senere i livet. Der er tilsyneladende en ændring i disse børns dna.
- Det ser ud til, at de forandrede vilkår under fødslen kan forårsage en genetisk ændring af vores immunforsvar, som kan spille en rolle senere i livet, siger professor Mikael Norman, som er en af forskerne bag opdagelsen.
I undersøgelsen indgår 37 børn, hvoraf de 16 var født ved kejsersnit. Disse 16 børn havde alle en ændret dna-sammensætning i de hvide blodceller sammenlignet med de 21 børn, der var født vaginal. Forskerne understreger, at der er behov for yderligere forskning.
Mikael Norman understreger, at hans ærinde ikke er at få kvinderne til at vælge de planlagte kejsersnit fra.
- Men jeg håber, at vores forskning kan give folk et lidt mere nuanceret syn på planlagt kejsersnit. Hidtil har det været opfattet som fuldstændig ukompliceret - noget man bare tager ind og gør. Nu har vi et nyt vigtigt argument i debatten, siger Mikael Norman
Kejsarsnitt kan ändra barns DNA
Kejsersnit er den mest almindelige operation hos kvinder i den fertile alder. Tidligere er det blevet opfattet som helt ukompliceret, men nu har forskere ved Karolinska Institutet opdaget at det tyder på at børn født ved kejsersnit har en ændret dna i forhold til børn født vaginalt.
– Vi tycker det är en banbrytande upptäckt, att kejsarsnitt kan påverka arvsmassan. Innan har man mest pratat om korttidsrisker för mamman och barn vid kejsarsnitt. Det här har en helt annan dignitet och tillför ett nytt synsätt att se på effekter av kejsarsnitt. Det siger Mikael Norman, professor og børnelæge ved Karolinska Institutet, som er en af forskerne bag opdagelsen.
Det ændrede dna kan specielt føre til sygdomme som astma og allergi, men nu er cancer og diabetes også kommet i søgelyset.
En mulig årsag til dna forandringerne kan være stress under fødslen. Ved en vaginal fødsel bygges stressen langsomt op:
– Och det är en bra, ändamålsenlig stress. Men vid ett kejsarsnitt är barnet helt oförberett, stressen kommer väldigt hastigt. Det finns djurexperiment som visar att negativ stress kan programmera avkomman, något som kan senare kan spela en roll för risken att drabbas av sjukdomar, siger Mikael Norman.
Forskerne håber, at deres fund vil bidrage til at gøre kejsersnit debatten mere nuanceret.
Kilde: Svenska Dagbladet den 29-06-09
Styrelse sætter ind mod gravides overvægt
I 2008 var hver tredje danske kvinde overvægtig, da hun blev gravid. Hver tiende var det tilmed i svær grad. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen, som nu har valgt at udsende nye anbefalinger for, hvordan fagpersoner skal tackle det stigende antal overvægtige gravide.
- Med de nye anbefalinger forsøger vi at skabe fokus på problemet, så fagpersoner får nemmere ved at tage fat på det. Der er stadig utrolig meget tabu ved at tale om overvægt. De gravide er meget sårbare, og det er vigtigt, at de ikke får skudt i skoene allerede fra starten, at de er dårlige mødre, fordi de er overvægtige. Derfor skal der være fokus på det positive i, hvordan de kan skabe de bedste kår for sig selv og barnet, siger Tatjana Hejgaard, Sundhedsstyrelsens specialkonsulent i overvægt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet, at overvægtige gravide skal vejes oftere under graviditeten. De skal tilbydes råd og vejledning om kost og motion. Og de bør ikke tage lige så meget på under graviditeten som normalvægtige.
Svært overvægtige kan have en mere trang fødselsvej på grund af fedt, hvilket kan føre til kejsersnit. Svært overvægtige kvinder har sværere ved at amme, og barnet har blandt andet øget risiko for neuralrørsdefekter, hjertemisdannelser og på sigt også overvægt.
Kilde: Kristeligt Dagblad den 02-07-09
Skejby tester selvhypnose mod fødselssmerter
900 kvinder, der skal føde på Skeby, skal indgå i et forskningsprojekt om hypnose. Deltagerne bliver inddelt i tre grupper, hvor den ene gruppe tilbydes et kursus i selvhypnose, en anden gruppe vil modtage undervisning i afspændings- og opmærksomhedstræning, og en tredje gruppe vil ikke få yderligere tilbud udover de gængse, som alle gravide tilbydes på Skejby.
Effekten måles blandt andet på brugen af rygmarvsbedøvelse under fødslen, fødselslængde, mængden af stresshormon og barnets tilstand. Endvidere vil det blive registreret, hvor mange der får en fødselsdepression.
Formand for Psykologfagligt Selskab for Klinisk Hypnose under Dansk Psykolog Forening, Kaare Claudewitz, mener, at brugen af hypnose er udmærket, når blot den ikke bruges af ukyndige på mennesker med psykiske problemer.
- Hypnose har jo vist sig at have positive virkninger. Så det er fint, så længe det gælder almindelig fysisk smertelindring som ved fødsler, udtaler Kaare Claudewitz.
Australien er langt fremme med brugen af hypnose i stedet for medicin til at dæmpe smerter. Men undersøgelsen på Skejby i forhold til fødsler er mere omfattende og grundig end de fleste andre internationale undersøgelser, fortæller projektleder, projektleder, jordemoder og sundhedsfagligkandidat Anette Werner.
Kilde: DR P4 Østjylland og dr.dk den 19-06-09, Dagens Medicin, Kristeligt Dagblad den 22-06-09